torsdag den 7. februar 2008

Hvis Rita fra banken ringer…


så sig jeg er til møde ude i byen og ringer tilbage til hende i morgen.

Jep, den er god nok. Det ovenstående er rent faktisk en sætning jeg har brugt i dag. Og ikke bare for sjov, den er skam god nok. Jeg havde et møde i det svenske handelskammer her til eftermiddag. Vi skulle snakke om et muligt samarbejde mellem de skandinaviske handelskamre, og ikke mindst planlægge den golf/gallamiddag event, som vi skal lave fælles i juni måned.


Så jeg trak i tøjet og kæmpede mig den 1½ km gennem byen på gåben. Og det var ikke nemt skal jeg hilse og sige. Vejret er skrækkeligt. Det sner helt vildt, og når det ikke sner, så regner det. Og lige til at pynte på toppen, ja så blæser det også ret så meget. Og al den sne der kommer ned, ligger ikke som en fin hvid dyne. Næ, den tager form af en stor grå grød der er usandsynlig våd, og nogle steder så dyb at det når over ankelhøjde. Og andre steder er grøden så bred, at man med sikkerhed ikke kan træde over med et skridt. Og når alternativet så er, at stå midt ude på en trafikeret gade med risikoen for at blive kørt ned… ja så ender det som oftest med MEGET våde fødder. Hvis jeg havde fået en lille sort krølle for hver gang jeg har sagt ”Aarrgghhhh!!!” de sidste par dage, ja så havde jeg haft en stor cool afro!

Efter arbejde tog jeg og de 2 andre praktikanter for en gangs skyld en tur ud i byen og kiggede os lidt omkring. Aftenens mission: besøg i Apple-butikken og middag på ’Cheesecake Factory’. Jeg tror vi brugte mere end en 1½ time i den kæmpestore Apple-butik med at kigge interesseret og længselsfuldt på IPhones, IPod Touch og den ultratynde Maccomputer ’Air’. Bagerst på førstesalen af butikken har de en stor åben biograf. Eller det vil sige, det er ikke en bio men en præsentationsfacilitet, hvor der konstant undervises i hvordan man bruger Mac’ens forskellige features. Her er der en fyr med en lille headsetmikrofon som underviser alt imens hans computerskærm er projekteret op på det store lærred. Så kan man komme med sin egen computer og lytte og lære. Det er da smart!! Hvis jeg havde fået en afro for at have kommet på den ide… ja så var jeg stadig blondine.
Nå jo… vi brugte også uforbeholden lang tid på at tage billeder af et stort æble der var i butikken og få det til at se ud som om vi tog et bid af æblet. Ja ja… vi har da vel lov at lege turister lidt endnu.

Ingen kommentarer: